Jeg har dræbt en stjerne.

Jeg var ikke særlig gammel, højst 8 tror jeg.

Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det.

Søstjerne

Advertisements

Inspireret af ham her lægger jeg hermed 1. billede af min aftensmad op. Det er ikke svært at se, hvad den består af:

Et ½ broccoli-hoved, ca. 1/4 blomkålshoved og en kyllingefilet. Grøntsagerne er blancheret og derefter vendt i en varm pande med olivenolie og citronskiver. Kyllinge-fileten er blot stegt på en pande med salt og peber. Det var ganske velsmagende, og givetvis ganske sundt. Det skal nævnes, at jeg, da jeg stod nede i supermarkedet, havde lyst til noget langt mere usundt.

Aftensmad

Søndag, d. 2. marts 2008. Kl. er 18.26, jeg ligger på sofaen med min computer. Jeg er ½-vejs inde i There Will Be Blood, og tager lige en kort pause. Jeg venter egentlig mest på, at min mave skal holde op med at gøre ondt, og desuden var jeg lige på chatten med min mor. Ja, min mor skriver på chatten, omend vores konversationer endnu er en smule langsomme.

Min mave gør ondt fordi jeg har spise følgende idag: 1 skål havregryn med rosiner, en kvart melon og 2 bananer, 2 rugboller med ost og kylling, 3 stykker pizza, ½ pose lakrids, en træstamme og en halv pose chokoladeovertrukne roser. Dertil 2 sodavand. Samlet kalorieindhold? No idea, men through the roof, det er helt sikkert.

 Grunden til det gevaldige indtag skal, udover min medfødte appitet, nok søges i weekedens cykeludfoldelser, hvor man jo bruger en masse energi. Jeg kørte mountain-bike med Ordrup CC igår, hvor jeg havde imponerende gode ben. Jeg sad med det hurtige hold hele vejen, og jeg sad sågar oppe foran og trak et godt stykke af vejen hjem.

Idag har jeg trillet 54 km. sammen med fætter-Per, så det er blevet til over 100 km. her i weekenden. Og hvis man ikke passer på, ryger der nemt alt for mange kalorier indenbord efterfølgende. Kroppens måde at sige “tak for træning” på, i guess. Jeg skal dog have fundet en måde at håndtere den ustyrlige appetit på, for det er selvf. ikke godt at hælde 2000 kcal. direkte i mavesækken efter end cykeltur, hvis det vel at mærke kommer af chokolade, pizza og sodavand.

*Dette er bare et dagbogsnotat om cykling – intet mere.

Disse blog-entries har ikke en frekvens, som på nogen måde antyder bare den mindste signifikans. Af et par årsager, også ganske uden signifikans, er det nu tid til endnu en entry, og det eneste den vil handle om er cykling og det relaterede emne, fysisk form.

Siden sidste sommer er formen blevet markant bedre, og mit gæt er at jeg aldrig har været i bedre form, hvis der ses bort fra den form man havde, da man var 8. Det er ambitionen, at formkurven skal endnu højere op over det kommende forår og sommer. Jeg tog en Cooper-test i januar, hvor jeg løb 2900 m. hvilket giver et kondital på 54. 52 eller mere svarer til (for mænd mellem 30 og 39) en “meget god” form. Betyder det at formen ikke kan blive bedre? Det håber jeg bestemt ikke, for de mennesker jeg p.t. kører mountain-bike med er op til 20 år ældre end mig, og de kan sætte mig.

Følgelig er det nu planen at eksperimentere målrettet med intervaltræning på både løbebånd og (når i træningscenter) på kondicykel. Intervaltræning er et nyt begreb i min verden, hvor motion og træning altid har været totalt uvidenskabeligt. Og jeg har da heller ikke fattet en pludselig interesse for heart rates, ilt-optag, mælkesyregrænser eller watt-kapacitet. Det handler kort og godt om at kunne følge med dem der er sjovest at cykle sammen med.

Udover en mere struktureret tilgang til træningen, har jeg besluttet at ændre diæten en smule. Ikke så meget det jeg grundlæggende lever af (havregryn m. rosiner til morgenmad, salat, groft brød og noget kød til frokost og rugbrød m. pålæg, gulerødder og tomater til aftensmad), men derimod indtaget af slik og andre usunde ting. Forbruget heraf har været meget højt, og jeg har i høj grad retfærdigt gjort det med, at mit fysiske udfoldelsesniveau var højt. Samt at det, med de andre vane-omlægninger jeg har gennemført (ingen alkohol being the main one) var okay, at tillade sig selv den fornøjelse.

Den holdning har jeg sådan set stadigvæk, men det kunne være sjovt at se, om jeg kan køre stærkere på cykel, hvis jeg taber f.eks. 5 kg (mere er næppe hverken ønskværdigt eller realistisk). Hvor lang tid skal man give sig selv til det? Tjah – det burde være muligt på et par måneder.

Altså er målet: at veje maks. 75 kg. d. 1.5.

Kan jeg ikke blogge om andet, vil der blive blogget om det. (Det interessant er stadig om jeg kan følge med på cyklen – det vil der også blive skrevet om).

cooper-test januar:
cooper-test.jpg

cooper-test2

Jeg tager til Thailand i april – nærmere bestemt Chiang Mai. Jeg har tilmeldt mig et forløb, som starter med 4 ugers undervisning, efterfulgt af 4 måneder, hvor jeg skal undervise Thailandske børn i engelsk. Jeg er meget spændt, og egentlig ikke i tvivl om, at jeg har truffet den “rigtige” beslutning. Familie/omgangskreds har hovedsageligt sagt, at det da lød spændende. Nødvendigvis ser de min beslutning som en lille smule desperat – som følge af, at jeg ikke har kunnet få et job i DK. Det er okay.

Når jeg flytter til Thailand, vil jeg starte denne blog op for alvor, og beskrive mine oplevelser derude. Jeg er ganske sikker på, at der vil være flere interessante hændelser at fortælle om, end tilfældet er p.t. Det er min hensigt, at tage til Thailand for minimum 1 år. Men det er ikke rigtigt en bekymring på nuværende tidspunkt. Det vigtigste er at komme derud og tage udfordringerne med hævet pande og smil på læben. Jeg føler mig beredt på dette. Hvis nogen spørger, hvad den bedste grund er, til at jeg tager afsted, er svaret: Dette projekt er det første større projekt, som jeg 100% selv har truffet beslutning om. Det er også det første projekt i årevis, som jeg 100% ærligt kan sige, at jeg har lyst til at give alt hvad jeg har.

Der vil komme meget mere om Thailand her, og der vil også komme meget mere om mine tanker med at tage afsted, mine følelser omkring, og mine forberedelser. Der er ca. 4 måneder til jeg skal flyve.

Drak mig fuld igår. Første gang i 4½ måned. Det var fint nok, indtil jeg jeg skulle sove, hvor jeg gentog tidligere tiders rutine. Havde ikke store forventninger om, at det ville gå specielt anderledes, eller være specielt anderledes. Fint nok at konstatere det. Konklusionen er ganske enkel – alkohol er ikke en ven af mine. Jeg vil kunne tillade mig selv at drikke ved ganske sjældne lejligheder, men som hovedregel vil jeg praktisere afholdenhed. Anyways – nu står det her, sort på hvidt: alkohol er min fjende.

I visited Chaing Mai in January 2001, when backpacking around the world with my, then, girlfriend. We drove up there by an overnight train, and spent almost a week there, before trekking down south for a bit of beach-time before flying back to Denmark. Thailand was the last country on initiniary.

I do not remember too much from the city. I remember the clearly marked city walls (are whatever they were), the temples and the nighly market, which we visited a number of times.

Now, years have passed and the reason I bring up Chiang Mai is this: Recently I returned to Denmark from Spain because of a broken relationship. I do not have a job and I do not have a permanent place to stay. I am currently job-hunting, but so far have drawn only blanks. This does not really worry me at the moment, as I unemployment insurance. However, give it enough time, and this will become a real tough issue. Both moneywise, identity-wise, and vis-a-vis surroundings.

I am well-educated, fairly young, friendly by nature, and I do not really have any serious vices. So the future should look bright, right? Well, not necessarily so. I feel fairly stuck already, even though I have only been in this situation for 2½ months. I have been to a couple of job interviews already for positions that I would have taken. They have not led to any job offers, and while that is not in any was a disaster (outta five qualified applicants that have been called in for an interview, four are let go each time) these rejections take their toll. Not in a major way, of course, but with each experience you naturally start to think in terms of “what will and should happen down road in case I do not succeed in landing a job?”  

Your brain performs some weird tricks, sometimes. And the trick mine pulled today, brings me to Chiang Mai.

chiangmaiweb.jpg

I spoke to a guy online, and it came up that he currently lives in Pataya. A place I do not know anything about, outside what the rumors say. I asked him a couple questions how it was to live in Thailand, and what the cost of living was. Turns out decent accommodation was about $200. My guess is that Chiang Mai is about the same. Translated into European currency and language: A little dough will get you a long ways in that part of the world.

After speaking to this guy, I did some googleing. There are quite a few blogs online with diaries written by Westerners who have relocated themselves to Thailand, and who are making a living by teaching English. Reports about how easy it is to acquire a teaching job may not be 100% accurate or objective for that matter, however, it was exhilarating reading. Going off to a foreign country with no booked return flight has always been a boyhood dream, and I actually did it this summer. A broken relationship ended this adventure prematurely, and effectively cancelled most existing dreams.

My thinking is this: If I do not, within the foreseable future (7 months) land a good job (one I geniunely want) I think I should relocate myself to Chiang Mai. I have a degree in English, teaching experience, and so nominally, at least, my chances of landing a job should be fair. Financially, as I am not currently earning anything, it would be a challenge, but now impossible. I have some savings right now, and while they might dwindle ocer the next year, if I do not get a job, I should have some left come next summer. Additionally, there will be an unknown amount coming once my old apartment gets sold.

Move to Chiang Mai – would it be possible? Yes, I think so, this is mostly a financial challenge. Airfare + get settled + living expenses for a min. of one year would be required, I will need to do the math and figure out exactly how much that adds up to. Would it be desirable – i.e. not just a mind-trick performed by my brain because of my current situation? The answer, I think, is a little more hazy on this one. Yes, it is desirable from a number of perspective, and I genuinely feel that such move could be the right thing for me. Total independence has its attractions. Total loneliness is the risk.

More thoughts are swirling, and more will need to get down on paper. More tomorrow.

running.jpg